Nyhedsbrev fra din formand: Ladestandere, WiFi og nyt affaldssystem


  • 10. Apr 2022

    Kære husejer - hermed lidt nyt fra bestyrelsen!

    • Generalforsamlingen 2023 må gerne få endnu mere indhold.
    • Design6 får forbedret WiFi signal
    • Ny organisation hos Lalandia’s moderselskab: Bestyrelsen indhenter juridisk assistance
    • Status på ladestandere til elbiler: Vi er tæt på at have en fin løsning.
    • Ny affaldsløsning til vores huse
    • Generalforsamlingen 3. april er veloverstået. 101 huse deltog i dagen, og det er nogenlunde på niveau med sidste år, hvor det foregik online. Alligevel kunne jeg godt tænke mig, hvis vi fremover kunne gøre dagen endnu mere attraktiv at deltage i. Bestyrelsen vil arbejde videre med dette i samarbejde med Lalandia. Vi kunne sagtens forestille os igen at kombinere infomødet og generalforsamlingen med en eksterne indlæg og husejertilbud. Vi vil også fortsætte med at undersøge muligheden for at overvære generalforsamlingen online til næste år. Næste års generalforsamling bliver 23/4-2023 i Lalandiahallen.
    • 2. Design 6 husene får forbedret WiFi-signalet. Sidste år fik fiberboksene (de hvide internetbokse) i vores huse opdateret softwaren. Det har generelt forbedret WiFi-dækningen i husene. Bestyrelsen har efterfølgende fulgt op på alle hustyper. Det viste sig, at Design6 som de eneste stadig havde problemer, og det skyldes fiberboksens placering i udhuset. Bestyrelsen har derfor været i tæt dialog med Norlys, og det har nu resulteret i en fornuftig løsning. Design6 husene får i løbet af de næste måneder installeret en såkaldt SuperWiFi-boks ved siden af den hvide fiberboks i udhuset. Det er aftalt, at Norlys betaler for dette, og at Teknisk Afdeling installerer løsningen, så Design6-husejerne behøver ikke foretage sig noget i sagen. Jeg er meget glad for, at flere års udfordringer med dette problem nu forhåbentlig er forbi! Teksten på vores hjemmeside under FAQ er opdateret. 
    • Ny organisation hos Parken Sport & Entertainment. Som Lalandia nævnte på deres info-møde 3. april, så er deres ejer PSE ved at undersøge mulighederne for opsplitning af selskabet og frasalg af bl.a. Lalandia centeret. Selve driften af centeret skal efter det udmeldte fortsat ligge i PSE. Ved første øjekast kan det måske godt virke ligegyldigt for husejerne i Lalandia, men det understreger for mig, at det Lalandia vi kender i dag, ikke nødvendigvis vil være det samme i al tid fremover. Bestyrelsen følger dette nøje, og vil også søge uvildig juridisk assistance, således at vi er i stand til at rådgive jer husejere bedst muligt. Det handler ikke om at forsøge at bremse udviklingen. Men vi vil gerne være sikre på, at vi bliver behandlet fornuftigt. Desuden at få vished for, at der ikke er tiltag vi husejere bør gøre i den forbindelse for at beskytte vores allesammens investering i feriehuse.
    • Status på ladestandere til husområdet. Ja, det har desværre trukket ud med en ordentlig løsning. Bestyrelsen har løbende fulgt op, så vi kan komme videre i sagen, men det har trukket ud med at få en afklaring af elnettets kapacitet i vores område. Vi afventer den endelige tilbagemelding fra netselskabet N1 og er nu tæt på at have afsluttet arbejdet med at indhente fornuftige tilbud. Jeg forventer snart at kunne melde noget ud. Det bliver efter alt at dømme en super god løsning til en absolut overkommelig pris. Så I kan vidst godt glæde jer!
    • Affaldsløsning til husene: Indtil nu har vi jo kun i begrænset omfang haft affaldssortering ved miljøstationerne. Billund Kommune har meldt ud, at det ikke er en mulighed at fortsætte med det ret meget mere. Derfor er bestyrelsen og Lalandia i samarbejde med kommunen ved at kigge på en ny løsning, som alle parter kan leve med, og som egner sig til udlejningshuse med mange udenlandske gæster. Det vil med al sandsynlighed kræve nye affaldsstativer i husene, men mere herom senere.
    • Husk at følge os på vores blog. Rigtig god påske!
    De bedste hilsner         Jens Johansen - Formand for GF Poppelen